Novelle "Udestuen"

Udestuen

Af Glenn Enrico Buhl Liwervall


"Åh, jeg er bare så træt af alle dine dårlige undskyldninger. Det bliver sgu aldrig til noget." "Og det skulle komme fra dig Helle, med alt dit brok. Du er fandeme epicentret for humørsvingninger." Tænk at hun ikke selv kan se det. Jeg ved da godt, at vores økonomi er anstrengt, men det var bestemt ikke planlagt, at jeg måtte gå ned i tid. "Vi er desværre nødt til, at omstrukturere, hvis vi fortsat skal bevare vores konkurrenceevne, men tag det endelig ikke personligt Søren." Jeg kunne stadig høre chefens melding. Glemmer aldrig den dag, hvor jeg blev kaldt på "tæppet," og stod der som en lille logrende hundehvalp, der var taget ud af kuldet og nu afventede min videre skæbne.

Jeg var så træt af Helles evindelige plageri. Bare fordi naboen havde fået etableret udestue, behøvede vi jo ikke at følge trop. At vi ligefrem skulle stifte yderligere gæld for at være med i "Bo Bedre kapløbet" gav ingen mening. "Jeg render rundt, vasker tøj, køber ind, tager mig af madpakker, gør rent..." Jeg var til sidst nødt til at afbryde Helles uafladelige talestrøm: "Okay, jeg går i banken i dag." Ikke nok med, at hun igen fik trumfet sin vilje igennem, men at hun så samtidig sad der med det særlige "hvad sagde jeg" blik. Det var næsten ubærligt. Mine venner har givet mig prædikatet den bløde mand, men tro mig. Jeg har forsøgt flere gange. Men oprøret klinger ligeså stille af, når Helle lukker af for sex og drukner mig i en tsunami af argumenter.

"Argh og så den forbandede lynlås. Altid noget at det ikke, øh regner." Sætningen blev ikke fuldført, før himlen åbnede sine sluser. Mine lyse sommerbukser udviste imponerende evner i forhold til absorbering. Mudderstænkene fuldendte kunstværket i takt med, at jeg trampede mig vej gennem den stride modvind. Maven knurrede. Ikke kun grundet sult, men også nervøsitet. For tænk nu hvis jeg ikke havde held med mit forehavende. Hvis lånet blev afvist og Helles udestuedrøm knust. Jeg prøvede at forberede mig i tankerne, for det skulle lykkes. Banken i syne. Det samme var et ekstremt overfyldt cykelstativ. Det her er vel nok det, man betegner som en Tycho Brahes dag, tænkte jeg og låste racercyklen. "Hvad fanden, har de ikke åbnet? Klokken er da over 10?" Nå ja, Skub og ikke Træk, fremgik det af dørskiltet. Nu skulle missionen bare fuldføres. Ellers ville det give yderligere næring til uoverensstemmelser i parforholdet. "Vis dig nu som mand Søren," havde Helle postuleret. "Hvad med jer. Skal I ikke også have en udestue?" kom det under vejfesten fra flere af naboerne. "Jo vi har skam overvejet det." Jeg kunne have slået Helle ihjel lige på stedet, da bemærkningen faldt.

Nummer 67, fremgik det af lystavlen. Jeg traskede dryppende hen mod billetstanderen. Mine våde, kolde fingre forsøgte, at få fat i et nummer. 93. Så kan jeg måske nå at tørre, inden det bliver min tur? De mange kunders tavse ansigter bekræftede den lange ventetid. Til gengæld var der kun én kasse åben, bemandet med en aldrende bankassistent, der udstrålede en livstræthed udover det sædvanlige. Og alt det her slap Helle for. Det jeg i sin tid faldt for, var netop hendes veludviklede evne til at argumentere, men lige nu var det irritationen over det selvsamme der fyldte.


"DET ER ET RØVERI, INGEN RØRER SIG!" Blev der pludselig råbt. Hvor fanden kom han fra? "JEG FUCKING SKYDER JER, JEG SKAL HAVE PENGE NU!" Bankassistentens ansigt ændrede straks karakter. Hun forsøgte febrilsk, at proppe pengebundterne ned i det indkøbsnet, hun havde fået smidt i favnen. Stilheden i banken blev igen flænset af den desperate røver: "KOM NU HURTIGERE! INGEN FARVEPATRONER!" Jeg var lammet. Stod fuldstændig stille. Jeg turde knapt nok se over på den maskerede røver. "OGSÅ DE STORE SEDLER, KOM NU DIN SO!" Bankens kunder blev nu vidner til denne aggressive røver. Han virkede meget desperat. Stod og fægtede nervøst med det oversavede jagtgevær, mens han hele tiden scannede lokalet. Tankerne fyldte mit hoved. Jeg havde glemt alt om lån, udestue og Helles irriterende brok. Vist meget godt at det ikke var hende, der var gået i banken. Jeg elskede hende jo stadig. Det her fortjente hun trods alt ikke at opleve. Bankrøveren understregede endnu engang alvoren, da han rettede våbnet direkte mod kassereren. Han havde nu fået det, han var kommet efter. Tiden stod stille. Alle kunderne var passive, som var de ludobrikker. Der var kun en, der havde terningen. Bankrøveren. Og det var ham, der suverænt bestemte, hvornår eller om spillet skulle fortsætte?


Nu kom der en ældre dame ind i banken, i samme sekund som røveren havde besluttet sig for at forlade den. Han råbte og skreg på sin vej ud, og var lige at tabe udbyttet: "INGEN RØRER SIG. JEG SKYDER KRAFTEDEME!" Den ældre kvinde nåede ikke at opfatte, hvad der skete. Hun var dårligt gående. Den hvide stok vidnede ydermere om et synshandicap. Vis dig nu som mand Søren. Helles bemærkning poppede igen op i mine tanker. Jeg kan ikke forklare, hvad der skete, men der kom en djævel op i mig. Hvorfor skal han komme før alle os andre? Os der tålmodigt har stået og ventet så længe, at sveden i håndfladen for længst har udvisket nummeret på den lille lap papir. Om det var den ældre dames hjerteskærende skrig, da hun ramte gulvet, der gjorde udslaget, husker jeg ikke. Men den dag, hvor bankdirektøren ringede personligt, og indbød mig til et møde, erindrer jeg tydeligt. Ligesom overskriften i lokalavisen: "Frygtløs kunde stoppede bankrøveri". Jeg sidder her og smiler ved tanken. "Søren for helvede, nu er der igen gennemtræk. Har du åbnet døren i udestuen?"

Av Glenn Liwervall 08 maj 2012 18:52