3´Del af Kaskelotten

Kaskelotten

af
June Moshage Moldt
Kristina Munch
Glenn Enrico Buhl Liwervall


Tonerne bragede ud gennem stalddøren, da jeg steg ud af bilen. Jeg kunne se Gerda traske rundt bag køkkenruderne i huset på gården, hvor hun var i færd med at diske et arsenal af mad frem. Gik med langsomme tunge skridt, hen til den faldefærdige grisestald. Der fik jeg øje på Ib, der stod med hele sit store korpus spændt ud, så jeg et øjeblik frygtede han ville eksplodere. Så for mig, hvordan en umenneskelig mængde kød fløj hen og ramte mig, som splinter fra en håndgranat, så jeg blev væltet i gulvet, og dækket til med resterne af hans sprængte organer. Hans store åbne mund, gav mig associationer til "Dødens gab," mens lyden, der som fløjlsblød silke, strømmede ud fra gabet, gjorde mig blød i knæene. Selv grisene holdt kæft, når kaskelotten sang. Jeg stod en rum tid, før han fik øje på mig.

Han tav øjeblikkeligt, da han så mig. Blev ikke forskrækket, men fortsatte blot med at rive grisemøget sammen med riven, der nærmest lignede en tændstik i hans enorme hænder: "Hva´ er ‘et så do ve vide?" sagde han og bøjede ansigtet ned mod brystkassen, så flere lag deller kæmpede om pladsen under hans halsløse hoved.

"Har I altid bare levet på denne her måde, dig og Gerda?" forsøgte jeg: "Er der aldrig sket noget. Noget uventet i jeres liv? Noget som fik jeres grundvolde til at ryste?" Jeg traskede lidt nervøst frem og tilbage, mens jeg holdt diktafonen hårdt mellem mine fingre. Kunne mærke dens længsel efter at få noget ind, der kunne ryste mig.

"Hva´ sku det da wær´?" svarede Ib og rystede på sit store hoved.

Jeg vidste det jo godt inderst inde. Denne klippeblok, som kunne stå fast, selv i en tyfon, kunne ikke væltes. Satte hælene mere og mere hårdt i gulvet, mens jeg vedblev at gå frem og tilbage, som en løve i et bur. Sveden piblede frem på min pande.

"Du ved…," begyndte jeg desperat: "Mig og Bente, min kone. Vi har ikke haft sex sammen længe…" Jeg så hvordan sveddråberne fra panden faldt ned, og flød sammen med den mørke regnvåde plamage på gulvet, som jeg paralyseret kiggede ned på: "Derfor har vi lavet denne her opsparing, som efterhånden har rundet de 100.000 kr. Så vi kan komme ud og rejse sammen og måske…?" Jeg gik i stå. Ib var stoppet med at rive og kiggede på mig med sine øjne, der sad som to indsunkne kugler, pga. de fede hudfolder, der groede frem omkring øjenomgivelserne.

Jeg sank en klump: "… Måske vil vi på den måde kunne finde sammen igen?" Jeg stoppede op. Kiggede desperat efter en revne i betonen under mine fødder, men uden held. Løftede hovedet fra gulvet og manede mig op til at møde hans blik. Gik et par skridt frem og stillede mig helt tæt op af Ib, der tronede foran mig, som et 200 år gammelt egetræ, i et sidste krampagtigt forsøg på at nå ind gennem det metertykke lag fedt og hud, der omkransede ham. For første gang stod vi ansigt til ansigt.

I et kort sekund, flakkede hans øjne: "Hvis æ´ ikk´ hai haft æ grise, så var æ da os blevn vanvittig" udbrød han, og fik samlet blikket igen.

En kulde rislede ned gennem ryggen på mig. En frydens kulde. Og en kvalmende kulde. Jeg havde fundet revnen. Dér, midt i regnmassernes plamage, kom et lille hul til syne. Troede i første omgang det var et synsbedrag, men det var der. Smilte og følte hvordan min krop voksede sig stor, så Ib blev uigenkendelig lille blandt de myrer, der kravlede op gennem revnen. Stjernestøvet væltede ud over mig i mælkevejens galakse, hvor jeg hang og så Ib styrte mod afgrunden.

Lige før midnat var artiklen skrevet og sendt. Det boblede i mig af fryd og jeg havde svært ved at lukke et øje. Jeg kunne se det for mig igen og igen. Stjernestøvet, der i store mængder dryssede ned over mig, samtidig med at jeg fik stjernestatus på redaktionen. Det var som om jeg slet ikke kunne få armene ned igen.

Kaskelottens skyggeside
Er det sodomi?
Den store jyske Bondemand, også bedre kendt under navnet "Kaskelotten med engleklang" synger vist ikke kun for sine grise, når han er i stalden. Det beskriver de notater, redaktionen er kommet i besiddelse af.
Det kommer som en bombe, at denne store bonde fra det mørke Jylland, gift på femogtyvende år med konen Gerda under et interview omkring sit privatliv siger: "Hvis det ikke var for mine grise, var jeg for længst gået ned."
Har Kaskelotten Ib så ekstreme lyster, at han forgriber sig på sine grise for at få tilfredsstillet sine skræmmende sexlyster?

Skrevet af Carsten Lund

Jeg sov uroligt i sengen ved siden af Bente, som en hjemvendt skygge af mig selv, i mit hjem i Herlev, da mobilen ringede. Mine ben var tunge som bly og mit hoved var ved at eksplodere af de sidste ugers mangel på søvn. Det var fra redaktionen.

"Carsten," svarede jeg, med en stemme så hæs, at det næsten lød som en ordentlig omgang halsbetændelse. Jeg så samtidig, at klokken kun var lidt over seks. "Et mesterværk, du har fået lavet," råbte chefen i den anden ende. "Vi bliver kimet ned på redaktionen og jeg ser gerne du er her i løbet af de næste 10 minutter."

Trods det, at min krop føltes som et gammelt vrag, sprang jeg ud af sengen og kom i tøjet. Jeg nåede lige at snuppe den bærbare under armen, før jeg i tre spring var nede af trappen. Regnen piskede ned og det blæste en halv pelikan. Jeg bandede møgvejret langt væk. Trods det, at jeg kun skulle til og fra bilen, var jeg drivvåd, da jeg nåede op på kontoret. Chefen stod kort efter i døråbningen: "Tv-stationen er gået i chok og samtlige journalister er kørt til Sønderjylland, Carsten jeg vil have dig til at tage til Sønderjylland nu. Snus alt det op du kan, så du kan være 100 opdateret." Jeg nikkede og tog straks af sted. Blodet pumpede i hele kroppen. Holdt min snart døde søvngængerkrop oprejst på adrenalin. Turen mod vest føltes uendelig lang. Min mobil lå på passagersædet. Den ringede konstant. Men jeg var på. På vej. Vejen. Endelig. Endelig

Fortsættelse del 4.

Av June Moldt 08 maj 2012 18:52