Den misundelsesværdige-1

Den misundelsesværdige?
1/3
af Jette Steen

Viktor står i entreen klædt i den nyeste smarte træningsdragt med en trendy sportstaske over skulderen. "Jeg smutter nu." Hans mor, Lene, råber fra badeværelset. "Hvorhen?" "Til badminton, hvad troede du ellers. Jeg skal jo spille om Nordisk mesterskab i weekenden." "Åh ja, selvfølgelig." Døren smækker og Viktor er væk.
I køkkenet sidder Nikolaj og klør sig i håret. "Jeg fatter det altså ikke. Hvis ½Y * X < 11 og…" Lene, som nu er kommet ud i køkkenet, kigger ned på den opgave, han sidder med og ryster på hovedet. "Nej, det gør jeg heller ikke. Men prøv at spørge Viktor, når han kommer hjem." Nikolaj ser spørgende på hende. "Hvornår kommer far hjem?" "Han kommer først hjem på torsdag." Lene sætter sig ind i stuen og ser fjernsyn.
Senere kommer Viktor hjem og går ind til hende. "Nåh, var det hårdt?" "Nej, jeg fejede dem alle sammen ud af banen. Det er altså irriterende, at der ikke er noget ordentlig modstand." Lene rejser sig og går ud i køkkenet. "Vil du have kaffe?" "Nej tak, jeg vil lige renskrive en rapport, som jeg skal aflevere på onsdag og så tror jeg, at jeg vil gå i seng."
"Åh for resten. Kan du ikke lige hjælpe Nikolaj. Der var noget matematik, han ikke kunne finde ud af." "Jo." Viktor går. Lidt senere rejser Lene sig og tager sin kaffekop med ud i køkkenet. "Nå, fik I ordnet matematikken?" "Nej mor, vil du ikke nok lade være med at fortælle Viktor, når der er noget, jeg ikke kan finde ud af." "Jo, men jeg troede bare, at du gerne ville have hjælp." "Ja, men ikke fra Viktor, han hoverer altid og siger at jeg ikke fatter en skid." Nikolaj går ud af køkkenet. "Nå men godnat mor." "Godnat min dreng og sov godt."
Om søndagen, ugen efter, sidder familie og venner i haven. Morfar løfter glasset og skåler. "Tillykke, Viktor - Nordisk Mester. Det må jeg nok sige. Det er noget af en præstation. Hvad mon det næste bliver?"

Nogle år senere er familie og venner igen samlet og sidder i haven til det helt store frokostbord. Keld, drengenes far, står og holder tale. "Din mor og jeg er meget stolte i dag. Ikke alene har du formået at blive advokat, på den kortest mulige tid, men også med det højeste gennemsnit. Det er virkelig flot. Tillykke, Viktor."
Selskabet skåler og nu vil morfar vide noget mere. "Hvor er det du har fået lejlighed henne?" "I Store Kongensgade. Du kan tro den er flot. Det er en af de gamle advokater i firmaet, der har skaffet mig den, til ren røverpris." Imens sidder Nikolaj i den anden ende af bordet, ved siden af mormor. "Hvordan går det med dig Nikolaj? Hvornår er det, du er færdig på Teknikum?" "Åh, der går nok to år mere."
Et par dage senere sidder Keld og Lene i stuen og taler sammen. Lene ser bedende på Keld. "Det nytter jo ikke noget, når drengen ikke synes om det og jeg kan altså ikke holde ud at se ham så ulykkelig, hver eneste dag. "Jamen, hvad har du tænkt dig at gøre ved det. Han må sku lære at blive voksen og at det kan gøre ondt." "Hvis der er nogen, der ved det, så er det Nikolaj. Han har aldrig fået noget foræret." "Jeg tror nu, at du har pylret for meget om ham, fordi han er den yngste." "Nej, men tingene kommer ikke så nemt for ham, som det gør hos Viktor."
Tidligt næste morgen kører Lene Keld til lufthavnen. Da hun kommer tilbage, sidder Nikolaj ved morgenbordet. Lene ser på sit ur. "Gud, klokken er kvart i Nikolaj. Du kommer for sent." "Jeg hader at gå der." Nikolaj tager langsomt sin jakke på. På vej ud af døren giver han sin mor et knus. "Farvel mor." "Farvel min dreng. Det skal nok gå alt sammen."
Om aftenen sidder Nikolaj og Lene ved spisebordet. "Skal du ikke til fodbold?" "Nej, jeg er stoppet." "Er du stoppet helt? Hvorfor?" "Træneren sagde, at jeg skulle rykkes ned, sidst vi var til træning, fordi jeg stod og sov, da bolden kom." "Nå, det er nok bare noget, han siger, for at du skal oppe dig. Du skal se, han har nok ændret mening." "Det kan godt være, men jeg gider altså ikke." "Jamen, det er da ellers så sundt…" Det ringer på døren og Lene åbner. Udenfor står Nikolajs ven, Robert sammen med sin kæreste og endnu en ung pige. "Hej. Er Nikolaj klar?" Nikolaj kommer gående. "Jeg smutter i biografen." Lene ser forundret på ham. "Hvad skal I se?" "Århundredets kærlighedsfilm." De unge mennesker forsvinder ud af indkørslen på deres cykler.
Næste morgen ser Lene spørgende på Nikolaj. "Var det så en god film?" "Sådan noget romantisk pladder." "Jamen det må da lige være noget for sådan nogle forelskede par, som jer." Nikolaj rejser sig og tager sin jakke på. Han giver sin mor et knus. "Tine og jeg kommer ikke sammen længere." "Jamen, hvad er der sket?" "Ikke noget. Jeg gider bare ikke mere. Hej - hej." Han forsvinder ud af døren. Om aftenen ringer telefonen og Lene tager den. "Det er til dig Nikolaj. Det er Robert." "Jeg gider ikke at snakke med ham. Kan du ikke bare sige, at jeg sover." Nikolaj rejser sig og går op på sit værelse.
Næste morgen står Lene ved Nikolajs seng. "Nikolaj. Du bliver altså nødt til at stå op nu." Nikolaj ser op på hende med tårer i øjnene. "Jeg vil ikke derud mor. Jeg fik fem i min opgave i går." "Ja, det er jo, hvad der kan ske. Så må du bare gøre det bedre næste gang." "Der bliver ingen næste gang. Jeg hader den skole." "Okay, jeg ringer og melder dig syg. Men så synes jeg, at vi skal sætte os og snakke om det her, mens vi får noget morgenmad." Lidt senere sidder de ved morgenbordet. "Det kan ikke blive ved med at gå på denne måde, Nikolaj. Hvad vil du så?" "Jeg har tænkt på at spørge "Ulrik Elektriker", om han vil tage mig i lære." "Ja, prøv det. Det kan da heller ikke passe, at nogen skal være så ulykkelig over at være et sted, som du er for at gå derude."

Av Jette Steen 07 maj 2012 14:24