Ned af bakke-2

NED AD BAKKE!
2/2
af Jette Steen

Det er nu tre måneder siden Henrik døde. Lene sidder i sofaen med røde, opsvulmede øjne. Hun ser på det brev hun sidder med i hånden og ryster fortvivlet på hovedet. "Jamen, hvordan kunne det dog lade sig gøre? Der må da være nogen, der kan hjælpe mig?"
Advokaten, Kim går hen og lægger en hånd på hendes skulder. "Desværre Lene, men der er intet at gøre. I har - eller du har mistet alt." Hun vender sit spørgende ansigt mod ham. "Kan de da også komme og tage mine ting?"
"Huset kan de selvfølgelig ikke tage, da det er særeje fra din familie, men de er i deres fulde ret til at hente alt af værdi, som de mener, kan dække deres tab. Med undtagelse af ganske bestemte ting, som enhver borger har ret til, såsom fjernsyn og så videre. Jeg tror nu ikke, de gør det. Det er jo peanuts i forhold til… Men hvis du har noget, du er glad for, så ville jeg låne det ud det næste stykke tid." Kim giver hende hånden. "Jeg må desværre gå nu. Ha’ det godt."
Lene går ind på arbejdsværelset. Hendes blik fanger et lille hvidt visitkort og hun tager telefonen og ringer op.

Nogle dag senere kører en stor hvid varevogn ind af indkørslen. To unge mænd bærer malerier og kasser ud af huset og kører væk.

Et par dage senere, da Lene sidder på advokatkontoret, opdager hun, at to af hendes kollegaer står og hvisker nede på gangen, mens de betragter hende og hun får en frysende fornemmelse i kroppen. Om eftermiddagen går hun ind ad indkørslen hos naboen. Hun ringer på, men ingen svarer og da hun går rundt om huset kan hun se gardinet bevæge sig i stuen. Hun ringer på igen, men ingen åbner.
Senere på dagen sidder hun hjemme i sofaen og taler i telefon. "Det er som om, jeg har en farlig, smitsom sygdom. Jeg mødte regnskabschefen og hans kone inde i byen forleden dag. De forsøgte tydeligvis at undgå mig, ved at skynde sig over på den anden side af gaden. Nogle af dem ser på mig uden at hilse. Hvad er der i vejen med dem? Jeg kan jo ikke gøre for det. Jeg ville sådan ønske at Henrik var her. Jeg har jo altid troet, at vi skulle blive gamle sammen. -Ja tak. Tak fordi du ringede moster Anna."

Lene sætter sig på sofaen, mens hun forsøger at finde en forklaring på folks mærkelige opførsel. Hun tænker tilbage på alle de mennesker, der lige plejer at dumpe ind hos dem og kommer nu i tanke om, at det er overmåde længe siden, nogen har gjort det, ligesom det er utroligt længe siden, nogen har inviteret hende. Hun ryster på hovedet. "Nu må du altså tage dig sammen, selvfølgelig er det ikke sådan, det er bare en tilfældighed."
På et tidspunkt, kort efter, opdagede Lene, helt tilfældigt, at en del af de piger, hun plejede at omgås, havde været på messe i København. Selvom de måske havde tænkt at sandsynligheden for, at Lene ville eller kunne tage med, var meget lille, så kunne de da i det mindste godt have spurgt hende, tænkte hun skuffet.

Men, det blev jul og nytår, uden at nogen havde inviteret Lene. Hun kunne selvfølgelig godt være alene, men det undrede hende alligevel, at ingen af hendes gifte veninder tænkte på, at invitere hende til nogle af de fester de plejede at holde ved juletid.
Hun var ked af det og såret og hun savnede Henrik enormt meget, derfor gemte hun sig i den kreative verden, hun holdt så meget af.

Senere begyndte hun på et spanskkursus, for at komme lidt mere ud blandt andre mennesker. Hun begyndte også at tilbringe noget tid sammen med en af de andre piger, Trine, som var fraskilt. Hun undrede sig godt nok ofte over, at Trine pludselig ringede afbud til en eller anden aftale de havde, fordi hun følte sig sløj, var træt, havde glemt en anden aftale osv. Men, efterhånden fandt Lene dog ud af, at Trine så vidt muligt lavede åbne aftaler med alle dem, hun kendte, for i sidste øjeblik at kunne vælge det, hun synes lød sjovest eller hyggeligst.
En aften, da de var på skolen, begyndte Trine pludselig at flirte helt vildt med den noget yngre lærer. Hun stillede sig helt hen foran ham, mens hun dansede indladende og lagde an på ham. Lene følte sig helt flov på Trines vegne og indså, at de på alle måder var vidt forskellige og venskabet sluttede hurtigt.
Til gengæld begyndte hun at se en del til en af mændene på holdet, som hed Flemming. Han var dybt fascineret af hendes kunstneriske talent og opfordrede hende til at gøre noget mere ved det og presse Gotfred, for at få ham til at gøre opmærksom på de ting hun havde lånt ud til ham.
Lene kontaktede derfor Gotfred, den næste dag og han kunne, med tilfredshed i stemmen, meddele hende, at folk var vilde med de ting, hun havde med på udstillingen.
Nogle dage senere kom pressen og tog billeder og interviewede hende og hun fik så mange bestillinger, at hun ikke længere havde tid til at arbejde på advokatkontoret. Flemming var en kæmpe hjælp, når det gjaldt om at styre salget og leveringerne, så med tiden var hun kommet ovenpå igen.
Allerede i begyndelsen, da der var blevet skrevet så meget om hende, begyndte nogle af veninderne igen at opsøge hende og da hun senere igen var i alle medier, også fjernsynet og der blev fortalt om hendes fantastiske succes, begyndte hun igen at modtage invitationer fra hendes tidligere omgangskreds. Men, nu havde hun jo ikke og ville heller ikke tage sig tid til dem.

Av Jette Steen 18 apr 2012 11:29