Ned af bakke

Det er en dejlig sommereftermiddag. Lene sidder med ryggen til den store græsplæne med front mod dammen og maler på det maleri, der står i staffeliet. Hun er glad og sorgløs og nynner.
Et øjeblik efter kommer en stor bil kørende af den lille krogede grusvej, der fører videre til skoven. Den standser foran det gamle landsted, som fremstår smukt og rent i de landlige omgivelser. Henrik stiger ud og går ned af den skrånende græsplæne, hen i mod Lene og da hun hører ham, vender hun sig om og flyver i armene på ham. "Er du allerede hjemme?"
Henrik nikker, tager om hende og kysser hende, mens han ser beundrende på hende. Hun ser fuld af glæde på ham. "Hvor er det dejligt. Så har vi endelig hele aftenen for os selv. Du skal da ikke noget i aften, vel?" "Jo, jeg skal hygge mig med min dejlige kone."
Lene pakker sammen og de bærer på remedierne, mens de går smilende og pludrende op mod huset, hvor de stiller sagerne i det lille udhus. Henrik omfavner igen sin kone og de går ind i huset.
Senere på aftenen ligger Lene på ryggen i sofaen, med hovedet i Henriks skød. De hører smuk klassisk musik og på gulvet ligger den store godmodige Labrador, Oliver. Lene smiler mens hun tænker. Det her er den rene idyl.

Næste morgen sidder Lene på sin arbejdsplads på advokatkontoret og taler i telefon. Hun lægger røret på og går ind til advokat Finsen for at følge op på, om han har fået hendes besked.
"Ja, jeg skal nok ringe til ham i dag. Hvordan går det ellers Lene? Hvornår er det du rejser til Vietnam?" "Vi rejser på fredag." "Det bliver spændende hvad? Jeg er sku helt misundelig. Du har da ikke været der før, vel? "Nej, jeg har aldrig været i Vietnam før? Ja, man ved jo aldrig med dig. Du har jo snart været med Henrik rundt i det meste af verden." Han sender hende et stort smil og Lene svarer "ja" på vej ud af døren.
Om eftermiddagen cykler Lene hjemad og på vejen stopper hun foran supermarkedet for at handle. Lidt senere går hun ind af døren i hjemmet, hvor hun bliver modtaget af den glade Labrador, som hun giver sig god tid til at klappe. "Hej Oliver. Du er sådan en god hund, jah. Skal du ha’ en lille godbid?" Hun stiller poserne med varer på køkkenbordet, åbner et skab og tager en godbid ud, som hun giver hunden.

Nogle uger senere kommer Finsen gående forbi Lene på kontoret. "Nå, var det så en dejlig tur?
"Ja, det var virkelig spændende. Så anderledes end…" Telefonen ringer og hun tager den. "Hos Advokat Finsen."
Om eftermiddagen, da Lene kommer gående ud af skoven sammen med Oliver, ser hun Henrik komme kørende. Han standser ved huset og går dem i møde. De omfavner hinanden. Lene ser skælmsk på ham, da hun spørger: "Er du nu igen gået tidligt fra kontoret?" "Ja, det er dejligt, når man selv kan bestemme, ikke?"
Da de kommer ind ad hoveddøren, ser Henrik straks hen på døren til Lenes arbejdsværelse, hvor der hænger en flot lang kjole. "Hvad - Er du virkelig allerede færdig? Man skulle altså ikke tro, at du selv havde syet den. Du burde være designer."
"Jamen, du skulle jo nødig være flov over at have din kone med, når vi skal være sammen med alle de fine mennesker fra Dansk Arbejdsgiverforening. Men nu skal du se, hvad jeg også har lavet." De går ind ad døren og Lene viser stolt en taske med paletter frem. Henrik ser over på staffeliet, der står ved vinduet. "Og, hvor er det blevet smukt."
Han ser sig om i lokalet, som har forandret sig hver gang han har været på rejse. Den ene væg er en stor reol, fyldt med vaser og skåle i glas, foruden porcelænsmalede krukker og kander. Den anden væg er sat til af malerier og mønstertegninger.
Han ser stolt på Lene. "Du burde altså lave en udstilling." Hun fniser. "Jamen, jeg er jo bare en amatør." "Det kan godt være. Men jeg synes altså, at du er en talentfuld amatør." Lene giver ham et knus og går ud af rummet.

Nogle aftener senere går Lene og Henrik rundt og hilser på en masse mennesker inde i en restaurant, hvorefter de alle sammen sætter sig ved de overdådigt dækkede borde.
Senere sidder Henrik og Lene sammen med seks - syv andre gæster ved et kaffebord. Der grines meget ved bordet, da Gotfred pludselig vender sig om og ser over på Lene. "Henrik fortæller, at du maler og laver figurer. Hvad slags laver du?
"Åh, det er ikke noget særligt, alt muligt hvad jeg nu får lyst til." Han ser eftertænksomt på hende. "Kunne du ikke tænke dig at prøve at få det udstillet. Jeg er med i en forening, hvor der hele tiden er nye kunstnere, der får en chance og det må da være meget sjovt at høre, hvad folk synes om det."
Hun smiler. "Jo, men det synes jeg ikke rigtig, jeg kan afse tid til nu." "Jamen, du skal bare aflevere det, så klarer nogle af medlemmerne resten. Men sig mig arbejder du ved siden af?" "Ja, jeg er advokatsekretær, altså godt nok kun på deltid."
Lene bliver budt op til dans og Henrik sætter sig ved siden af Gotfred. "Nu sidder du vel ikke og fortæller min kone røverhistorier?" Gotfred smiler. "Nej jeg fortalte hende om et sted, hvor hun kan udstille i stedet for at sidde på et kedeligt advokatkontor. Og hun behøver jo ikke at tjene penge, sådan som du har skudt papegøjen med dine nye armaturer." "Nej, det siger jeg også til hende, men hun er så glad for sit arbejde. Det ville nok også være lidt ensomt for hende uden, så meget som jeg rejser."
Musikken er standset og Gotfred rækker sit visitkort frem til Lene. "Nu kan du jo se, om du kommer på andre tanker." Gæsterne tager afsked med hinanden.

Nogle dage senere sidder Lene og Henrik henslængt i sofaen og lytter til noget musik, da telefonen pludselig ringer. Henrik går hen og henter telefonen. Han sætter sig igen og stryger en hånd hen over Lenes pande. "Schrøder."
Han rejser sig op med et sæt og går frem og tilbage, mens han taler i telefonen. Han lægger telefonen og ser ærgerligt på Lene. "Jeg bliver nødt til, at rejse derud igen. De kan ikke få udleveret det nødvendige materiale." Lene rejser sig og hjælper ham med at pakke, mens han bestiller billetter og kort efter kører han hjemmefra.

Et par dage senere står Lene derhjemme og fylder vaskemaskinen, da det ringer på døren. Udenfor står to betjente. "Er du Lene Schrøder?" Lene ser nysgerrigt på dem. "Ja, det er jeg." "Vi vil gerne lige tale lidt med dig. Er der et sted, hvor vi kan sidde?"
Lene viser dem hen til spisebordet og sætter sig. Kun den ene betjent sætter sig og begynder at tale. Hun hører ham kun svagt. "Det gør os ondt, men…" Da betjentene lidt senere går igen, sidder Lene helt opløst i gråd med hænderne på kinderne.

Av Jette Steen 17 apr 2012 10:09