På date-2

PÅ DATE!
2/2
af Jette Steen
Søndag middag kørte hun hjemmefra for at møde sin date. Hun var ikke mere end lige nøjagtig nået ind i bilen, før end han ringede og forklarede, at han blev en halv time forsinket. Men, nu var hun jo nærmest på vej, så hun besluttede sig for at fortsætte.
Hun kørte i langsomt tempo til mødestedet, hvor hun satte sig og røg en cigaret, mens hun konstaterede, at der faktisk var en del enlige mænd, der gik forbi hende. Hun så på uret. Der var mindst et kvarter til, at han ville kunne nå frem.
Pludselig ringede hendes mobiltelefon og Per spurgte, hvor hun var. Da hun fortalte, hvor hun sad, sagde han, at han havde været der i nogen tid og var gået forbi og havde tænkt på, at det dog var en nydelig dame, der sad der.
Hun nåede lige at tænke, at det dog var ufint af ham, sådan at belure hende uden at give sig til kende, inden han kom hen til hende.
Hun havde set et billede af ham med pænt mørkt hår og i habit og ventede en pæn og velsoigneret mand, måske ikke ligefrem i habit, men måske i et par pæne cowboybukser eller lignende, eftersom han jo, i hendes verden, var lidt af en verdensmand. I stedet for kom der er duknakket mand i krøllede uklædelige shorts og T-shirt, som havde store buskede øjenbryn og gråt skæg i hele hovedet - også i ørerne.
Han gentog, at han havde været i vildrede om det virkelig kunne være den dejlige kvinde, han skulle møde og at han da ikke ligefrem mente, at han kunne gå hen til hende og spørge, om hun var Ellen.
Hun undrede sig lidt og tænkte, om han mon var distræt og om han lige havde haft en date med en, der hed Ellen.
Derefter forsøgte hun at skjule skuffelsen over at en mand, der gerne vil møde en pæn og velplejet kvinde som hende, tilsyneladende ikke havde selvkritik nok til at fremtræde med samme forventninger til sig selv.
De satte sig udenfor cafeteriaet og drak kaffe og han spurgte hende straks om, hvad hendes problemer med hensyn til at trænge igennem med hendes manuskripter var og hun åbnede munden for at svare. Men, i det samme begyndte han at forklare hende dybt og indgående, at hun ikke var målrettet nok. Han kunne nemlig læse alt imellem linjerne.
De blev afbrudt af hans mobiltelefon, som stod på dobbelt lydstyrke og de forbipasserende kiggede nysgerrigt på den højtråbende mand. Hun kunne forstå, at det drejede sig om, at han havde en barnestol til salg for 150 kroner, men at vedkommende, der var i telefonen tilbød ham 100 kroner og han afslog at sælge til den pris.
Straks, efter at have afsluttet sin samtale, fortsatte han med at fortælle om en masse andet, han kunne og med at gentage det, han allerede havde fortalt hende i telefonen, uden på noget tidspunkt at spørge ind til hende og lade hende få ordet.
På et tidspunkt sagde han, at han jo også havde læst om de manuskriptemner, hun havde beskrevet for ham, at hun arbejdede med, hvorefter han uden at begrunde det, sagde at de fleste af dem var nogle, han bare ville skrotte lige med det samme.
Hun forsøgte at forklare, at det jo bare var dele af emner, som hun ønskede at samle på et tidspunkt, men straks var han igen bedrevidende.
Hun sad et øjeblik og tænkte på, at han da, så vidt hun vidste ikke havde lavet teater, hvorefter han, som om han var tankelæser, straks var fremme i skoene med, at han tidligere havde leveret nogle revytekster til Cirkusrevyen med mere.
Derefter sad han lidt og så eftertænksom ud, mens han kørte en hånd hen og hagen og fortsatte med at fortælle, at det troede han for resten han ville begynde at gøre igen.
Hun var efterhånden begyndt at ærgre sig og følte, at han med urette trådte hende for hårdt over tæerne, så hun skyndte sig at spørge ind til hans familieforhold. Han talte længe og der var absolut ingen tvivl om, at han da havde haft sit at slås med her i livet og efterhånden faldt han ned og blev ligesom mere rolig og klar over hendes tilstedeværelse.
Hun havde ellers flere gange tænkt på at rejse sig og sige tak for nu, men i stedet for fortalte hun også om sit liv i store træk.
Derefter, fortalte hun, at hun overvejede at gå på efterløn. Det var godt nok ikke nok til at dække hendes økonomiske behov, men hun ville så gerne have fred og ro til at skrive. Og, med bare en mindre ekstra indkomst, ved salg af nogle manuskripter eller lignende, ville hun være i stand til at undslippe de nuværende trivielle arbejdsopgaver.
Først og fremmest misforstod han og han kendte åbenbart ikke forskel på efterløn og førtidspension efterløn er noget man selv har betalt til via sin fagforening og førtidspension er noget, man kan opnå, hvis man af en eller anden grund er uarbejdsdygtig.
Inden hun så sig om, sad han så og belærte hende om, at sætte tæring efter næring og fortalte pralende om, at penge absolut ikke var noget, han bekymrede sig om og at han nu muligvis havde i sinde at slå sig ned i Nice i Sydfrankrig eller et lignende sted.
Hun sagde, at det da måtte være dejligt, at kunne være så selvtilfreds og gjorde opmærksom på, hvad klokken var slået. Han så spørgende på hende, hvorefter hun fortalte ham, at hun da også godt selv var i stand til at læse imellem linjerne, hvorefter hun rejste sig, sagde farvel og gik.
På vejen hen til bilen tænkte hun på, hvorfor i al verden, han ikke var i stand til at lytte og forsøge at forstå? Det var dog det indtryk, hun havde fået af ham i begyndelsen.
Og, hvorfor var det så vigtigt for ham, at føre sig sådan frem?
Hun var overbevist om, at han helt sikkert havde en masse evner, men det var jo overhovedet ikke konstruktivt for deres møde, at lade det være hovedtemaet.
Og hvorfor sidde og begynde at prale med, at han havde råd til at bosætte sig i Sydfrankrig, måske Nice?
Hvem ville han dele livet med i Nice?
Og hvorfor så bekymre sig om, om han fik 100 eller 150 kroner for sin barnestol?

Hun kørte skuffet og ærgerlig hjem, trampede i gulvet og råbte:
Hvad er det, med de mænd?
Hvorfor, er der så mange krævende mænd derude, der kun kræver af andre, men aldrig af sig selv?
Det bliver de altså heller ikke lykkeligere af.

Av Jette Steen 16 maj 2012 19:33