2´Del af Kaskelotten

Kaskelotten

af
June Moshage Moldt
Kristina Munch
Glenn Enrico Buhl Liwervall

Det var mere reglen end undtagelsen, at der ikke gik lang tid efter disse liveshows slutninger, så røg deltagerne atter tilbage i anonymitetens mørke. Men Ibs historie var en sensation ud over det sædvanlige, der ikke måtte ryge ud i glemslen. En ganske almindelig mand, viste sig at have et talent, som havde ligget latent i hans store krop i årevis. Bærende på drømmen, som vi alle på et eller andet plan, gik og drømte i det skjulte. Min drøm. Ib, var dog slet ikke helt på det rene med sit talent. Der var intet prangende og selvfedt over ham, sådan som mange af de andre deltagere ellers bar præg af. Ib var Ib. Og det gav ham karakter, foruden sit noget usædvanlige udseende. Ja køn var han jo ikke ligefrem. Men historien blev bare endnu mere indbydende af, at han var en "En kaskelot med engleklang." Sådan havde overskriften lydt i min første artikel efter sidste fredag.

Da jeg første gang havde taget bilen fra København til Als, efter programmets afslutning, og ud til hans landbrug, kørte han majestætisk rundt i den grønne traktor, der nærmest gik i et med hans store krop: "Goddag Ib. Jeg hedder Carsten. Det er mig der skal interviewe dig til bladet, som vi aftalte i telefonen," sagde jeg.

"Go´daw, Carsten." Ib kravlede ned fra sin traktor. Godt nok var han en stor mand på tv, men at han var så stor, havde jeg ikke i min vildeste fantasi drømt om. Han gav mig et håndtryk, som var så hårdt, at det føltes som om han klemte alt blod ud af mine årer. "Kom do med. Æ tro mutter har lavet en spand kaffe til vos."

Jeg fulgte efter Ib rundt om laden og ind gennem den store svinestald, der unægtelig trængte til en kærlig hånd. De små træbåse, der skulle holde de uudholdelige skrigende grise inde, hang faldefærdigt ned med søm stikkende ud alle vegne. De var sikkert blevet forsøgt banket på plads hundredvis af gange, uden held. Ovenover, var der et stort hul i staldtaget, hvor regnen havde pisket ned igennem, og efterladt en kæmpe plamage af fugt på betongulvet nedenunder. Lugten fik mine næsebor til at lukke sig sammen og jeg følte en kvælende fornemmelse om min strube, samtidig med at kvalmen steg op. Det hele vendte sig i mig. Prøvede at hoste og alligevel holde det tilbage, der for op gennem halsen på mig. Ib vendte sig, og den dybe latter, der væltede ud af munden på ham gjorde, at jeg øjeblikkeligt sank det, der allerede var nået op i munden.

Endelig nåede vi hovedbygningen, og en duft af friskbrygget kaffe fik næseborene til igen at åbne sig. Mutter, som Ib kaldte sin kone, kom os i møde i forgangen. Hvis Ib var stor, så var hun lige modsat. Lille og buttet og med et forklæde på, som ikke havde set en vaskemaskine de sidste mange måneder. Kvalmen væltede op igen, men jeg var fast besluttet på at gennemføre det. Det var vejen, ikke kun for Ib Jensen, men så sandelig også for mig. Jeg rakte hånden frem og præsenterede mig, og hun gengældte med et smil, der straks afslørede, at tandlægebesøg ikke var det man brugte penge på her: " Æ hedde Gerda."

Vi satte os ved det store køkkenbord, hvor der på begge sider, var en kæmpe slagbænk med plads nok til 10 personer på hver side. Gerda havde dækket op til frokost. Ja det lignede faktisk ikke frokost, men nærmere en stor buffet til 20 mand: "No ska´ do bar føl de hjem og spis a olle de goe sache æ ha laut." Gerda var tydelig stolt og jeg sendte hende et smil, for uanset hvad det var hun sagde så, så det lækkert ud. Hvis det var sådan deres frokost så ud hver dag, så var der ikke noget, at sige til, at de så ud som de gjorde. Og så det sønderjyske sprog! Det var ufatteligt, at vi boede i samme land. Men jeg måtte spidse ører og høre godt efter: "Carsten æ kommen he for å høj lidt om hvorfo æ deltau i de fjernsyns program," sagde Ib, og jeg smilede og nikkede, uden at fatte et ord af hvad der blev sagt.

"Æ tys do ska fortæl fra æ begynels og hvordan do kom me Ib." Gerda var så ivrig, at ordene bogstaveligt talt væltede ud af munden på hende.

"Ja ja mutter. No ska´do lich slap af og la me fortæl." Ib hævede stemmen og sendte Gerda et advarende blik. Man var ikke i tvivl om hvem der havde bukserne på.

Jeg fandt min diktafon frem og begyndte at stille Ib de spørgsmål, som for mig, var noget af det vigtigste. De svar, som jeg skulle bruge for at sende den første artikel ud.

Efter godt en times tid var jeg klar til at forlade kaskelotten og stanken, som ødelagde alle fimrehårene i næsen. Jeg satte kursen mod Sønderborg og Comwell hotellet, som skulle danne rammen om mit hjem den næste uges tid. Godt nok havde jeg lige forladt gården, men jeg var fast besluttet på, at vende tilbage. Intet måtte gå min næse forbi. Min første artikel røg også hurtigt af sted.

En Kaskelot med engleklang.
Den store "Bondemand" fra det mørke Jylland, tog Danmark med storm i finalen i fredags ved det store liveshow.

Da han gik på scenen for sidste gang, iklædt en tøjstil, der sendte os tilbage til start 70´erne, og med en udtryksløs ansigtsmine, samt et, til tider, skræmmende blik, ja, så chokerede han alt og alle med en stemme, som ikke engang englene kunne fremtrylle.

Hele 87 af stemmerne gik til den to meter høje mand, som ikke engang selv havde meldt sig til programmet, men derimod var tilmeldt af sin kone Gerda.

Kaskelotten Ib, er syvende generation på den store gård på Als. Eftersom krise efter krise har haft ramt landbruget de seneste år, mente Gerda, at tiden var inde til at Ib fik gang i sin sangkarriere. Hidtil, havde han udlevet dette i grisestalden på gården, hvor han dag efter dag, havde sunget serenader, mens der blev muget ud. Og man må sige, at Gerda traf det rette valg. Hvad der videre skal ske med "Kaskelotten med engleklangen," efter afslutningen af liveshowet i fredags, og hvad der yderligere gemmer sig bag den store stemme, det vil jeg give jer læsere mulighed for at følge med i, i ugen der kommer.

Skrevet af Carsten Lund

I løbet af den næste uges tid, var jeg kun på hotellet, når trætheden overmandede mig. Jeg var med Ib fra tidlig morgen til sen aften og fulgte hans dagligdag, som hans skygge. Hver en lille bevægelse han udførte, beskrev jeg detaljeret til diktafonen. Og hvert et billede jeg tog, med mit skriggrønne digitalkamera, røg fluks over nettet til redaktionen, sammen med et par nedfældede ord fra optagelserne, så snart jeg havde mulighed for det; artikel efter artikel. Og da de første par dage var omme, var både salget af bladet og procentdelen af dem der trykkede sig ind på artiklerne på nettet, allerede steget med over 30 . Jeg følte næsten jeg kunne gå på vandet, og chefen havde endda lønforhøjelse i tankerne.
Men selvom Kaskelotten Ib, lå stabilt blandt top ti, med flest downloadede sange på iTunes, så dalede interessen, for mine artikler, allerede inden ugens udgang.

"De er for trivielle og ensformige," sagde chefen efter min hjemkomst. Han kunne lige så godt have sagt: "Talentløst." Sådan klingede det i mine ører: "Der skal mere kød på. Du må tage tilbage og finde de mørke huller, som denne kaskelot gemmer på. Folk gider ikke læse mere om hans landbrug og hvad han får at spise."

Jeg endte med at ringe Ib op og fik ham overtalt til, at jeg måtte komme forbi igen den følgende dag. Selvom trætheden, hang som en tung klods, og strammede til, omkring alle muskler i kroppen. "Hvornå er ‘et lich æ blyv den stjerne do snakker om, så æ kon ka´ blyv te ‘freds?" havde Ib spurgt, og jeg havde anstrengt måtte svare: "Snart Ib. Snart. Der er noget stort på vej…," mens jeg så for mig, hvordan vi hang oppe på mælkevejens stjerner i en tynd tråd, og ventede på stjernestøvet skulle sprede sig ud over os.

Fortsættelse del 3.

Av June Moldt 07 maj 2012 14:25