Dæmoner findes

DÆMONER FINDES!
1/2
Af Jette Steen

En ambulance kommer kørende hen ad Strandvejen i den lille provinsby og drejer ind af indkørslen til den kæmpestore men forfaldne Strandvejsvilla, der er højt beliggende og har en utrolig smuk udsigt over vandet.
Kort efter kommer redderne ud af hoveddøren med en båre, hvorpå den firsårige enke, Maria ligger. Med udrykning sætter ambulancen af sted mod hospitalet, mens Maria ligger og tænker tilbage på de bedste episoder i hendes liv.
Hun ser middagsselskaber med naboer, familie og venner samlet omkring bordet i haven og børnenes leg i den store parklignende have.

Lidt senere ligger hun på hospitalet. Hun slår øjnene op og kigger afventende på den sygeplejerske, der kommer hen til sengen og ser spørgende på hende. "Der står en dame derude, Anna Lempert hedder hun. Er du klar til at få besøg nu, Maria?"
Maria nikker og sygeplejersken hjælper hende op i en mere opretsiddende position. Sygeplejersken går ud og ind af døren kommer Anna, som er mejet ud i pels og har et tykt lag make-up på.
Hun smiler og klukker, da hun får øje på Maria i sengen ved vinduet. Hun svanser derhen og slænger sig på stolen ved siden af sengen. "Goddag, sødeste Maria, hvordan går det? Ja jeg kunne jo forstå, at du igen har haft en blodprop. Du har nu heller aldrig skånet dig selv.
Men sig mig, hvordan er der her? Får I noget ordentligt at spise? Jeg har lige netop talt med Theisen, du ved min søde unge læge. Han forstår mig så godt og vi har aftalt, at hvis jeg bliver syg, så skal jeg straks på privathospital.
Bente fortalte mig, at hun slet ikke kunne få en natlæge ud, sidst hun var syg, men at hun selv måtte tage en taxa hen til vagtlægen. Det er da ganske forfærdeligt, men heldigvis så kommer Theisen i en fart, når jeg ringer efter ham."
Hun smiler bedrevidende. "Det kan stadig godt betale sig at smøre lidt her og der. Forstår du hvad jeg mener?"
Maria nikker og Anna forsætter. "Jeg mødte Christine på vej herhen og fortalte hende, at jeg skulle ud og se til vores stakkels veninde. Hun kigger nok også herud en af dagene. Ja og det gør Bente nok også, det var hende, der ringede og fortalte mig, at hun havde set dig blive kørt væk med udrykning. Hvordan har du det, gør det ondt?"
Maria åbner munden for at tale, da hun hører Annas klukkende stemme. "Nu skal du for resten lige høre. Jeg skal til reception i Carstens firma på lørdag. Jeg glæder mig utroligt meget. Jeg er jo så stolt af Carsten og som jeg altid har sagt, så kan det godt betale sig at investere i sine børns fremtid.
Jeg er så glad for, at vi, som nogle af de første, indså nødvendigheden af at sende sine børn på en ordentlig kostskole, så de kan lære at føre sig frem her i livet. Nå, men der kommer så alle de hotteste, såsom Riskjær og Thorsen og du ved - alle, der er noget ved musikken.
Jeg har i øvrigt lige været henne og hente min nye dragt, du ved, den jeg bestilte hos Birger Christensen i sidste måned, men som skulle sys ind i taljen. De sagde, at de aldrig havde oplevet sådan en hvepsetalje på en kvinde i min alder før, så jeg skulle slet ikke betale for forandringen.
Det er nu et dejligt sted at handle, de får mig til at føle mig helt ung igen. Som i mine gode gamle modeldage. Livet var nu skønt dengang. Ja, ikke at jeg savner noget, men man blev jo da ligesom noget mere feteret dengang, ikke?
Kan du huske, da jeg flyttede ind hos Anton? Du og Claus kom hen med en buket og bød mig velkommen og vi fik små Martini’ er, ja jeg fik vist lidt rigeligt, men jeg var jo heller ikke så vant til de der eftermiddagsdrinks, dengang.
Vi har nu haft det godt. Husker du gadefesterne og gamle fru Mollerup, der altid klagede over musikken, fordi hun havde migræne. Vorherre bevares, hun havde ikke mere migræne, end vi andre fik næste morgen og så sendte hun havemanden ud for at slå græs."
Fnis-fnis. "Kan du huske det?
Nå, men ellers går alt jo, som det skal. Anton taler om at sælge fabrikken, gå ned i tid og lade de unge komme til, så vi kan få mere tid til at spille golf og rejse væk til varmere himmelstrøg. Vi har for resten lige bestilt en rejse til Thailand igen, vi rejser i næste måned."
Anna kigger på uret og rejser sig op. "Er klokken virkelig så mange? Jeg bliver nødt til at gå nu, jeg skal være på golfbanen om halvanden time." Hun rækker hurtigt sin hånd frem til Maria. "Hav det nu rigtig godt - jeg kigger herud igen en anden dag." Anna forsvinder ud af hospitalet.

Sygeplejersken kigger ind til Maria."Nåh, var det rart med lidt besøg?"
Maria ser på hende med et skævt smil. "Ja, jeg tror hun nød det." Sygeplejersken ser forstående på hende. "Ja, der er nogle mennesker, der benytter sig af at andre føler sig svage, så de rigtig kan få fortalt noget selv."
Maria slår ud med hænderne. "Jamen det værste er, at jeg slet ikke kan genkende de udlægninger hun bruger omkring vores liv. Sådan var det slet ikke. Hun lever på en løgn."
Marias øjne glider i og sygeplejersken forlader værelset. Maria ser tilbage på de omtalte situationer.

Av Jette Steen 03 maj 2012 12:06