1´del af Kaskelotten

Kaskelotten
af
June Moshage Moldt
Kristina Munch
Glenn Enrico Buhl Liwervall

1´ Del

Det er da helt utroligt, så mange trin den trappe har. Mine fødder føles tungere og tungere, jo længere jeg bevæger mig opad. Det må være sådan det føles, at have dykkerstøvler på? Blytunge og særdeles ubekvemme. Lyset virker heller ikke. Det gør ikke ligefrem den støvede trappeopgang mindre dyster. Og så den ubehagelige dunst. Den der lugt af gammel, manglende vedligeholdt ejendom. Stemningen i mit sind er temmelig tungt. Hvad skal jeg sige til Bente, når hun opdager, at vores opsparing er væk? At vores drømmerejse til Caribien, alligevel ikke bliver til noget?

1. sal, men der er endnu mange trin, at forcere. Det haster ikke specielt for mig, at komme derop. Jo tættere jeg kommer på 3. etage, des mere geleagtige føles benene under mig. Tempoet bliver automatisk langsommere. Det er som om mine ben, slet ikke responderer på hjernens befaling. Men der er ingen vej udenom. I min egenskab som journalist, kan jeg ikke undvære mine fingre. Tanken skræmmer mig og fremkalder straks gåsehud.

2. sal. Den tørhed, der dominerer i Nevada ørkenen, er ingenting sammenlignet med min mundhule lige nu. Min krop sitrer af nervøsitet. Nej… angst. Decideret angst. Og min viden gør, at den er særdeles velbegrundet.

3. sal. Klumpen i min hals antager nu størrelse, som en mellemstor bagekartoffel. Mit hjerte er på overarbejde. Pulsen dunker derud af. Jeg hører hvert eneste pulsslag og mærker den hurtige rytme i brystkassen. Omtrent, som var jeg til et kæmpe rave party. Et brag af en technofest, hvor de høje monotone rytmer konstant føles i hele min krop. Jeg banker forsigtigt på, med de fingre jeg gudskelov stadig har, selvom min fornuft siger det modsatte. Tænk, at jeg frivilligt begiver mig direkte ind i ondskabens hule. Lige lukt i helvede.

Nu sker der noget. Da døren flås op, stopper min vejrtrækning. Et uhyrligt skræmmende syn møder mig i døråbningen. To meter ondskab og en kampvægt på den forkerte side af de 200 kg, får min nervøsitet til at peake. "Nå… så ku´ do wær´ her," lød det selvsikkert fra bæstet. Jeg ville gerne svare, men talens brug, var ikke længere eksisterende. Nu forstod jeg først rigtigt, hvorfor denne kæmpe kolos, gik under øgenavnet kaskelothvalen. Stor som en lagerbygning. En anelse pukkelrygget, og gudskelov for det. For kunne kæmpen rette sig helt op, blev han bare endnu mere skræmmende i højden. De indfaldne øjne betragtede mig nu, som var jeg det næste måltid. Et ufatteligt grimt tandsæt fuldendte skrækscenariet. Et "menneske" med hoved på størrelse med en gulvspand! Imponerende og frygtindgydende på samme tid.

"Nå… Va´blyv det til?" spurgte uhyret, mens han arrogant sad og legede med den skarpe kødøkse. Resterne af aftensolens stråler blev nu reflekteret i metallet og blændede mine øjne. Gudskelov for det. Så slap jeg for, at se kaskelothvalens ondsindede blik. Et blik, der ville få selv Hannibal Lecter, til at fremstå som venligheden selv. 100.000 kr. fylder godt nok ikke meget, når de sådan bliver lagt op på et stort bord. Det havde taget Bente og jeg, over tre år at spare dem op, men det varede kun få sekunder, at stable dem på bordet. Det strammede om min hals. Jeg følte mig så lille. Ikke kun fordi kaskelothvalen ragede op over mig som et isbjerg, men fordi jeg så hvordan hele min og Bentes livsdrøm var i færd med at smuldre mellem hænderne på mig. Hvis jeg bare aldrig havde været så ivrig efter at skrive den skide artikel, for et par uger siden, hvor det eneste jeg kunne tænke på, var et gennembrud i min journalistiske karriere. Jeg havde været træt af at være usynlig blandt alle de andre reportere på bladet, der funklende på stjernehimmelen over mit hoved, hvor jeg selv sad fast i den plørede jord under mine fødder.

Ib Jensen, var mit mål til stjernerne. Den store runde bondemand fra det mørke Jylland, der hele livet havde levet i en mejetærsker på marken, derude hvor kragerne vender. Blandt køer og mødding. Halmballer og skrigende grise i en stinkende stald. Og som efter at have deltaget i et liveshow i tv, var blevet kendt som en formidabel tenor. Han havde vundet hele programmet, denne to meter høje kæmpe, hvis hoved sad fast på kroppen. Halsen var der åbenbart ikke blevet tænkt på i hans skabelse. Måske var der derfor tonerne fløj ud af munden på ham, som engleklang. Der var ikke langt mellem lunger og stemmebånd, og op til munden, hvorfra dybe klange smeltede sammen. Jeg havde sat mig for at få blive den, der skulle løfte ham videre ud i sangkarrierens stjernelys. Det var min chance, for endelig, endelig, at kunne betræde de største bjergtinder, sammen med eliten. Som paparazzi, ville jeg forfølge ham, til han selv rørte mælkevejen, og sørge for, at han blev deroppe i himmelrummet, så jeg kunne hænge sammen med ham og bade mig i stjernestøvet. Så ville Bente ikke længere kalde mig "ynkelig," sådan som hun ofte yndede, hver gang jeg beklagede mig over min manglende succes, ved mit åbenlyse geniale talent i journalistikkens fortællende univers. Måske var det netop pga. min ynkelighed, at Bente havde skabt ideen om at spare op til vores liv rejse sammen. "Det vil gøre dig godt, Carsten," havde hun sagt: "Det vil gøre os begge godt sammen." Og jeg havde indvilliget i ideen, der indtil min stjernetenors opståen, havde fyldt alt. Det havde lettet mit arbejde, med at skrive ligegyldig gossip journalistik, til at give det en mening, når pengene rullede ind på bankkontoen

Fortsættelse 2´del

Av June Moldt 03 maj 2012 12:07