2´del af Krebse-Sven

Den fantastiske fortælling
om krebse-Sven

Fortalt af
June Moshage Moldt og Kristina Munch


og tog Ole´s hånd. Ole var så chokeret at han ikke kunne få et ord frem. Inden Ole fik sig samlet sig, for bare at sige noget, stod mor pludselig i døren: "Øh, hvem er du? Ole udbrød glad: "Mor, det er Sven, du ved, den krebs jeg fandt på stranden... han var solb…". Ole nåede ikke at sige mere, før mor råbte efter far. Kort efter stod de begge i døråbningen til Ole´s værelse.
‎"Hvad laver den mand her...", udbrød far. "Ole siger det er krebsen fra stranden", sagde mor. Så kiggede mor og far mærkeligt på hinanden. Ole kunne se, at de ikke troede på ham. Det gjorde de jo aldrig. Som om han ikke var rigtig klog. Hvordan skulle han dog få dem til at tro på ham? At Sven ikke bare var en fremmed mand, en indbrudstyv eller en farlig morder, men krebse-Sven?
"Det er rigtigt hvad Ole fortæller, Jeg var krebsen, som Ole fandt på stranden. Jeg havde ligget i solen i nogle timer og havde glemt min solcreme, og pludselig, ja, så forsvandt jeg. Jeg mærkede en varme omkring mig og svedte vildt, som om jeg kogte og pludselig lå jeg der i sandet", sagde Sven. Hans stemme lød rar. Ikke som en indbruds tyv eller morder: "Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal takke Ole for, at han reddede mig".
"Jeg ved ikke helt, hvad det er der foregår her, men kom med ind i stuen og lad os tale om det", sagde far, mens bekymringsrynken i hans pande, blev helt foldet sammen.
De satte sig omkring det runde spisebord. Stemningen var trykket og Ole prøvede, at bryde tavsheden ved at sige:"...Lad os spille Ludo". "Ludo?", udbrød både mor, far og Sven i kor. "Ja, Ludo!". Mor og far kiggede igen bekymrede på hinanden, men Ludospillet blev hentet ned fra hylden i skabet, og brikkerne sat på plads. "Hvis jeg vinder", sagde Ole: "Så tror i på mig. Jeg mener, i er jo voksne. I fatter alligevel ingenting". Sven blinkede til Ole. Mor og far vidste stadigvæk ikke hvad de skulle gøre eller sige, men de spillede med. Voksne plejede ellers nok at kunne sige en masse ord.
"Jeg har ellers en bedre ide", sagde Sven midt i spillet, da Ole var ved at miste sin sidste brik til far: "Lad os gå ud i solen alle sammen". Sven blinkede igen til Ole og hviskede: "Lad os se hvad der sker, når de ikke tager solcremen på...".
"Ja, lad os det, ikk´?" udbrød Ole og blinkede tilbage til Sven: "kom Sven, vi skal lige hente din taske på værelset."
"Taske?" Ole´s mor og far stod måbende og kiggede efter dem. Far åbnede køleskabet og tog nogle kolde øl frem og en sodavand til Ole, mens Ole og Sven inde på værelset, var ved at falde om af grin. "Vi må hellere smøre os ind!". De fandt solcremen frem, som Ole endnu ikke havde fået lagt tilbage i mors taske, og smurte et tykt lag på. Da de kom ud på terrassen, sad mor og far ved havebordet. Solen bagte ned på dem.
Og så var det det skete! I løbet af fem komma nul, forvandlede mor og far sig til krebs. Krebse-mor farede forvirret rundt om sig selv, mens krebse-far stod helt stille. Den kiggede op på Ole med store forbavsede far-krebse-øjne. Som om den ville sige noget. Den havde bare ingen stemme at tale med mere. "Nåh, sagde Ole en smule skadefro. Der fik jeg vist lukket munden på jer. Tror i mig så nu?".
Ole og Sven grinede og gav hinanden en high-five: "Vi må hellere hjælpe dem tilbage til normalen igen", grinede Sven.
"Ja, så kan de lære det. Voksne tror aldrig på noget", grinede Ole, så han blev helt rød i ansigtet. Men det var ikke af solen.
Og sådan endte det med, at Sven blev til Sven og mor og far begyndte at tro på Ole. Selvom det selvfølgelig ikke var alting som var lige sandt! Men en ting stod dem alle klart:
Husk ALTID solcremen, medmindre du vil ende som en krebs…

Länk: 123hjemmeside.dk
Länk: 123hjemmeside.dk

Av June Moldt 02 maj 2012 12:08