1. del af Krebse-Sven

Den fantastiske fortælling
om krebse-Sven

Fortalt af
June Moshage Moldt og Kristina Munch


Sven var en mand, der elskede at tage solbad ude på sin altan. Når solen var fremme, nærmest boblede det af varme, sådan som det gjorde nede sydpå i de varme lande, når solen stod højest på himlen. Det var derfor heller ingen undtagelse denne fredag eftermiddag i begyndelsen af marts, hvor forårssolen kastede sine stråler indover Svens altan. Så snart han havde færdiggjort sine daglige ting og sager, ja, sådan nogle, som voksne nu gør, smed han sko, strømper, bluse og bukser og satte sig glad og munter ud på stolen på altanen for at slikke solskin.
Nu var det bare sådan, at der var noget Sven havde glemt i farten. Det var ellers ikke fordi Sven sådan glemte noget. Sven var meget perfektionistisk med de fleste ting han gjorde. Det var sådan noget med, at alting skulle gøres pænt og rigtigt, ligesom når man skrev med blyant henne i skolen og læreren ville have man øvede sig i at få bogstaverne til at se pæne og rigtige ud. Men denne dag havde forårssolen gjort ham helt rundt på gulvet. Det havde jo også været en lang og kold vinter, så solen kunne nemt gøre folk tossede.
Mens Sven sad og kogte i solen, skete der noget. Han havde pludselig følt en trang til at komme ned til havet. Sven var så heldig, at hans altan var med udsigt over Øresund, så man skulle bare lige over vejen, så lå havet foran, så langt øjet rakte.
Sven havde taget sin solstol under armen og var gået derned. Havde placeret stolen solidt i det bløde sand ved, og havde lagt sig godt til rette i solen. Sådan. Så kunne solen rigtigt trænge ind og varme hans vinterblege krop.
Lille Ole var også nede på stranden. Da han gik langs vandet med sine forældre, fik han øje på en krebs i sandet. Han havde fået øje på den henne ved en stol, hvor der først havde siddet en solskoldet mand. Men da manden pludselig var forsvundet, kom krebsen frem.
Ole ville have den med hjem, men mor og far var ikke helt vilde med ideen om, at få krebsen inden døre. Og de troede slet ikke på Ole´s forklaring om, at krebsen engang havde været et menneske. "Smid den i havet", sagde de bare: "Den har vi ikke plads til". Men Ole gemte den i lommen. For han kunne ikke bære at skulle efterlade den syge og forbrændte krebs på stranden. Den så helt forkert ud.
Så snart Ole kom hjem på sit værelse, tog han krebse-Sven op af lommen: "Hvor er du sød", sagde han. Det så næsten ud som om, at krebse-Sven smilede tilbage. "Jeg skal nok passe godt på dig". Ole fandt en kasse frem mellem alle tingene i hans rodede værelse. Han lagde krebsen derned og tog sin computer og surfede lidt rundt: Hvad spiste sådan en krebs? Og hvordan skulle han passe godt den?
‎"Jeg skal nok få dig til at blive menneske igen", sagde Ole, og listede ned i kælderen og hentede den gamle glasbowle frem, der engang havde svømmet guldfisk i. Gik ud på badeværelset og fyldte den med vand, og stillede den ind på værelset henne ved sengen, så mor og far ikke skulle finde den. Så plumbede han krebse-Sven ned. Det var godt nok ikke havvand, den kunne boltre sig i, sådan som der havde stået inde på nettet, men det ferske vand fra vandhanen, kunne vel også bruges. Bare indtil han fandt ud af hvordan krebse-Sven kunne blive sig selv igen. Der måtte findes en hemmelig trylleformular, til sådan nogle krebs som ham.
"Vi skal spise Ole!", råbte mor ude fra køkkenet. Så måtte Ole forlade værelset og lukkede døren efter sig. Han var ikke helt glad ved sådan at skulle lade krebse-Sven være alene. Den så lidt trist ud.
Da de sad ved bordet, gik snakken om alt mellem himmel og jord. Sådan noget voksen snak, som de voksne godt kan lide at snakke om. Men Ole hørte slet ikke efter. Han havde kun Sven i tankerne og tænkte på hvordan han mon kunne hjælpe ham. Hvordan var han mon blevet til en krebs?
“Ole. Ole, hallo", råbte far. Ole kiggede forskrækket på sin far." Er du her?" Ole nikkede bare, spiste det sidste på tallerkenen og puttede et par kødrester i bukselommen, og sagde hurtigt: "Tak for mad", hvorefter han skyndte sig ud af køkkenet for at komme tilbage til værelset og krebse-Sven.
Krebse-Sven kiggede sørgmodigt op, da Ole stak hovedet ned til bowlekanten: "Hvad spiser du?" spurgte Ole. Og da Ole selvfølgelig ikke fik noget svar, prøvede han igen, at finde en løsning på Svens forvandling, på nettet. Han havde smidt kødresterne fra bukselommen ned til krebse-Sven, som lå på glasbunden og vrængede næse. Men det så Ole ikke. Han kunne jo heller ikke vide, at Sven var vegetar.
‎"Hmmm", sagde Ole højt til Sven: "Jeg fandt dig ude ved stolen i solen på stranden…" Ole smilede til Sven, der kiggede ud gennem bowlen med sine små runde krebseøjne og fulgte med i alt hvad Ole lavede: "Måske ligger der noget i sandet ved stolen, der kunne hjælpe...?".
"Jeg render lige ned til stranden", råbte Ole, og var allerede på vej ud af døren. Ole boede nemlig i huset, der lå helt ned til vandet. Det var dejligt om sommeren, når han bare sådan kunne gå lige ud af døren, og ned og stikke tæerne i det dejlige kølige vand.
Solen varmede stadig udenfor og brændte godt i nakken, mens han småløb ud i sandet. Han behøvede heldigvis ikke at have hue på i dag. Det havde hans mor selv sagt, mens hun tidligere havde smurt et tykt lag solcreme i ansigtet på ham: "Bvadr", havde Ole sagt. Men der havde ikke været så meget at gøre. Mor passede altid godt på, at solen ikke skulle brænde Ole.
Ole nåede hen til stolen og kiggede sig hurtigt omkring. Under solstolen, fik Ole øje på en strandtaske. Han tog den og lukkede den op. Nede i tasken fandt han en madpakke, en flaske vand, et par bilmagasiner og et par solbriller. Men hvor var solcremen? Ole satte sig i sandet: "... Det er jo det… Cremen...", sagde han højt for sig selv.
Han huskede at der lå en stor bøtte solcreme i mors taske. Den hun altid smurte Ole ind i, så han blev helt fedtet. Hvis nu han kunne få smurt solcreme på krebse-Svens skjold...?!
Ole skyndte sig hjem med krebse-Svens taske over skulderen, og løb ind i stuen, hvor mors taske stod på gulvet, sådan som den altid gjorde. Så kunne mor altid huske hvor den var. Voksne havde det jo med at glemme ting en gang i mellem. Og bøtten med solcreme lå der stadig deri. Ole tog den op, løb ind på sit værelse. Og da han smurte cremen på krebse-Sven, kom der nogle mærkelige lyde fra hans mund. Det var sådan nogle boble lyde som Sven altid lavede i badekarret med munden.
På et splitsekund, mistede Ole grebet om krebsen. Og der, lige foran ham, stod en voksen mand og smilede ned til ham: "Tak, min søde ven!"

Fortsættelse - 2´del af Krebse-Sven

Länk: 123hjemmeside.dk
Länk: 123hjemmeside.dk

Av June Moldt 26 apr 2012 11:55