Bare en lille pause "Ved et uheld"

Bare en lille pause

""Ved et uheld""


Af June Moshage Moldt



Her er historien om familien Henriksen.

Vi er en helt almindelig familie, bestående af :

Far Henrik, 42 år og selvstændig. Fritidsinteresse: Golf.

Jeg, mor Hanne, 41 år og Projektleder i et større tøjfirma. Fritidsinteresse: Familien.

Jonas 15 år, 9 klasse, fritidsinteresse : fodbold.

Trine 12 år, 5 klasse fritidsinteresse: Elitesvømmer,

Mikkel og Casper - tvillinger 5 år, børnehave: Fritidsinteresser: Fodbold og musik.

Vi bor i eget hus i et nybygget boligkvarter i udkanten af Århus.

Vi har altid ønsket os tre børn, så da jeg blev gravid med nummer 3, fik vi noget af en overraskelse, da der var to.

Vores hverdag/fritid er næsten skemalagt

- mandag: Musikalsk legestue for Casper /motorlære for Jonas

- tirsdag: Fodbold for Jonas og Mikkel samt erhversøkonomi for henrik.

- onsdag: Golf for Henrik

- torsdag: Fodbold for Jonas og Mikkel samt svømning for Trine

- fredag: Handle og rengøring.

Hver morgen ringer vækkeuret kl. 06.00. Jeg bruger den første halve time på at komme i bad, smøre madpakker, lave kaffe og morgenmad. Så vækker jeg Henrik kl. 06.30 og ungerne kl. 7.00. Jeg når også lige at sætte en maskine på i håb om, at netop denne morgen giver mig mulighed for at nå at hænge det op.

Alt er fast rutine hver eneste dag, intet er her overladt til tilfældighederne og er der optakt til uro blandt børnene så sejler hele morgen projektet.

Nogle gange er jeg fuldstændig færdig når jeg endelig møder op på jobbet.

Et job, der kræver mig fuldt ud, men som samtidig også er et drømmejob, da jeg elsker at bruge mine kreative evner, da fritiden ikke giver plads for det.

Da min mand Henrik er selvstændig, er det mig der sørger for hjemmet, indkøb og børnene og deres aktiviteter. Han hjælper til så godt han kan, men firmaet kræver meget af hans tid og tit og ofte sidder han med hjemmearbejde til langt over midnat.

Den sidste tid har jeg bidt mærke i, at vi næsten aldrig snakker sammen. Kommunikationen foregår faktisk pr. sms eller de små lyserøde sedler, som sidder alle vegne - husk dit og husk dat....

Omkring kl. 16.00 er vi hjemme igen og tid til at få kigget på aftensmaden. Så er vi selvfølgelig løbet tør for løg..."Trine kan du ikke rende over til naboen og låne to løg?" Jeg sender altid én af børnene, for magter det simpelhen ikke selv, for så går der en time før jeg er hjemme igen.

Trine mumler et eller andet og smækker med bryggersdøren. Man kan godt mærke, at hun er blevet "teenager" Den hormonele rutsjebane er næsten ikke til at klare, for ikke at snakke om Jonas, synes faktisk han har ændret sig her på det sidste. Han siger ikke meget når vi sidder og spiser. Han har aldrig lektier for og kommer altid senere hjem fra klubben end vi har aftalt. Står faktisk her ved vasken og kommer til at tænke på hvornår jeg sidst, sådan rigtigt har snakket med Jonas. Hvad foregår der i hans liv lige nu, hvem hænger han ud med. Jeg beslutter mig for at tage en snak med ham efter maden.

Trine kommer tilbage, naboen er ikke hjemme og nu er jeg nærmest ved at opgive. Vi kan jo ikke få hakkebøf uden bløde løg. Jeg kigger på uret, 17.10 ja så er Henrik vel snart på vej, jeg sender en sms og be´r ham tage løg med hjem. Så må jeg gøre alt andet klar.

Mobilen bipper og jeg ser den er fra Henrik. "Hej skat, mødet her i eftermiddag, trækker altså ud, jeg når ikke hjem til mad" - Jeg mærker irritationen og kan næsten ikke holde tårerne tilbage. Altså bliver det bøf uden løg i dag.

Efter maden er Jonas ude af døren igen. Intet om hvor han skulle hen.



Jonas svarer ikke på mine sms ér og det irriterer mig af. Henrik snork sover på sofaen.

Jeg sidder med de sidste skitser ved spisebordet da jeg hører Jonas komme hjem.

"Hvorfor svarer du ikke?", var mine første ord, "Svarer dig, du har da alligevel aldrig tid og du opdager vel ikke engang at jeg tager afsted" Jonas vender om og smækker med døren til sit værelse. Jeg rejser mig fra spisebordet og går ind til Jonas. "Har du tid til at snakke?" spørger jeg. Men det har han ikke. "Jeg er træt og vil bare i seng"

Jeg kunne se, at jeg ikke ville komme videre nu, så jeg måtte tage det i morgen.

I morgen var det torsdag, så var endnu en uge snart gået. Sådan gik uge efter uge, måned efter måned… Vi fulgte alle med tiden, men fik vi noget ud af tiden?

Hver dag var så styret af tiden, hvad vi skulle, hvad vi kunne og så den dårlige samvittighed over alt det vi ikke nåede.

Jeg lå og vendte og drejede med, mindst 100 gange. Kroppen kunne bare ikke finde ro. Tankerne kredsede igen om min mor, hvornår havde jeg sidst besøgt hende? Den dårlige samvittighed nagede i mig og jeg lovede mig selv, at i morgen, i morgen skulle jeg forbi mor. Endelig må jeg være faldet i søvn, for bare at vågne op igen, badet i sved. Hvad var det? Var det en drøm? Jeg kiggede på mobilen, 03.56, ååh der var jo to timer endnu. Men jeg kunne ikke sove. Til sidst stod jeg op, hvis ikke andet så kunne jeg da få ordnet strygetøjet. Det ville måske give lidt fri senere.

Trosdag d. 7. april blev ikke en torsdag som alle andre.

Jeg fór op, allerede inden jeg tog mobilen viste jeg, at vi havde sovet over os. Fandens også klokken var 7.30. Jeg fik puffet til Henrik, som lå i sin dybeste søvn. "Henrik, Henrik vi har sovet for længe", der lød en mumlen fra Henrik, og jeg måtte endnu engang puffe til ham, "klokken er 7.30". Så blev han vågen.. Jeg tændte for bruseren og mens vandet kunne blive varm gik jeg på samtlige børneværelser, 4 børn der skulle ud af sengen i en vældig fart. Mærkeligt at Mikkel og Casper stadig sov, de var altid oppe før fanden fik sko på.

"GODMORGEN, vi har sovet for længe, kom op nu, tiden render" jeg måtte nærmest råbe dem op.

Jeg var allerede stresset, kiggede igen på klokken. Brusebadet varede ikke mere end to minutter. Imens kaffe løb igennem, fik jeg tjekkede op på kalenderen. Torsdag, så var der både fodbold for Casper og Jonas, svømning for Trine og Mikkel havde en forældre samtale i børnehaven. Jeg måtte forbi værelserne hele tre gange før der kom liv i ungerne.



Mikkel havde ondt i ørene og sad og klagede sig ved morgenbordet, Trine havde glemt at lave matematik og ville ikke i skole. Jeg kunne mærke at jeg var lige ved at eksplodere.

Jeg bad Henrik blive hjemme og arbejde i dag, han kiggede på mig, "Jamen Hanne, det kan jeg ikke" sukkede Henrik. "Det kan jeg heller ikke", svarede jeg. "Vi har deadline på projektet i dag og jeg skal være på og så skal jeg altså gerne forbi mor på vej hjem, så du må lave mad i dag " Et nyt skænderi var i opløb og Jonas sendte mig et bedrøvet blik, "ikke igen nu, vel?"

De daglige skænderier var efterhånden hverdagskost og jeg kunne mærke på børnene at de var mærket af det.

Casper havde sat sig på toilettet og Trine hamrede løs på døren. Jeg kiggede endnu engang på klokken og måtte indse, at jeg kom for sent, jeg greb mobilen og ringede til jobbet. Jørgen, min chef tog telefonen. "Jeg er desværre forsinket men skynder mig", fik jeg fremstammet. Jørgen´s eneste kommentar var, "skynd dig vi har møde her i huset kl. 9.00".

Sveden haglede af mig, mit hjerte hamrende, så det føltes som om, det var ved at hoppe ud. Jeg ignorerede signalerne og gik ud i bryggerset for at sige farvel til de store.

Casper ville ikke i børnehave, han ville blive hjemme ved far og Mikkel, men der var ingen vej udenom. Casper græd og skabte sig fuldstændig tosset. Jeg tog fat i armen på ham. "Casper, stop så" mod sin vilje gik han dog med til at far kunne hente ham tidligt. Det blev bare til et højt "Hej" og så var vi ude af døren. Jeg overvejede bilen i stedet for cyklen, men så skulle Henrik jo gå.. og valget blev cyklerne.

Normalt nød jeg denne cykle tur, men lige i dag, var det som om den 1,5 km lange cykletur forbi børnehaven, føltes uendelig lang.. Efter en større diskussion med Casper, som ofte var på tværs lige for tiden kom vi endelig af sted.

Pokkers også fløj det igennem hovedet på mig, nu glemte jeg at tage noget op til mad, ja så skal jeg også handle på vej hjem, og mine papirer ligger hjemme på køkkenbordet, så skal også nå hjem inden jeg cykler på job. Og forældresamtalen i børnehaven kl. 17.00 for også at nå maden inden fodbold kl. 18.00 og Trine´s svømning.

Jeg var så langt væk i mine tanker, at jeg slet ikke havde set at Casper var så langt bagud

Jeg vendte mig kort om for at kalde på ham "BANG" det eneste jeg hørte i det fjerne var Casper´s skrig….."Mor mor mor"

Jeg lå med lukkede øjnene og alt var tåget, det var som om tiden fuldstændigt var gået i stå. Jeg så utrolig mange skikkelser, det var som om de ikke bevægede sig. Jeg så mit liv parserer forbi med stor hast, næsten som en film jeg medvirkede i.

Børnene, Henrik, mit arbejde, tiden som aldrig slog til, uanset hvor meget jeg anstrengte mig for at prøve at fordele sol og vind lige. Den manglende samtale med Jonas, malerierne som jeg aldrig fik malet, min gamle mor, som jeg skulle besøge i dag.

Jeg følte jeg var fuldstændig stiv af skræk, hvorfor havde jeg ikke lyttet til signalerne i min krop?



Med et BANG, var tiden gået i stå for mig.

Pludselig mærkede jeg noget vådt i mit ansigt, jeg slog øjnene op og så Henrik stå bøjet ind over mig. Hans tårer dryppede ned på mit ansigt..

Er det tidens udvikling, finanskrisen, klokken, presset, den konstante kontrol over hinanden, teknologien der gør, at vi altid er på og kan træffes døgnet rundt, den store arbejdsløshed, angsten for at mistet jobbet eller for ikke at slå til, er det sådan vi lever i det 20´år hundrede??

Jeg valgte ikke selv at stoppe tiden, men jeg fik en brat opvågning.

Måske er der en mening med alt ting.

Jeg har læst et sted, at der står en kuffert med lussinger til alle. Min blev åbnet i dag.

Av June Moldt 25 apr 2012 12:31