4´del af Karnevals Affæren

Karnevals Affæren Hævnens Dilemma

Skrevet af June Moshage Moldt

4´Del

Lola sad ved skrivebordet, telefontiden var ovre og hun var helt ør i hovedet. Men det var nok ikke kun på grund af den kimende telefon hele tiden, men også det, at hun slet ikke havde fået sovet i nat. Hun var sikker på, at der ikke var en eneste tåre tilbage i hendes øjne - og hadet, det havde været så voldsomt, at hun ønskede både Jack og Lejla ville dø, .hun var sågar gået så langt, at hun planlagde at dræbe dem. Men heldigvis havde fornuften sejret, for hvem ville bøde mest, det ville hendes elskede søn Timmy og hun var også sikker på, at hvis hun dræbte dem ville hun jo ikke blive lykkeligere af den grund.- istedet var hun stået op igen, havde åbnet en flaske rødvin og sat sig på altanen, det var køligt, men hun havde været ligeglad. Hun havde mindst brugt en hel køkkenrulle. Først da morgenlyset tittede frem, opdagede Lola, at hun slet ikke havde fået sovet.

Christian havde også spurgt hende da hun kom til morgen, om hun havde øjenbetændelse. Christian, var noget af det rareste man kunne forstille sig. Og var det ikke fordi han var hendes chef, havde hun haft ham som læge. Han var ikke kun bekymret og drog stor omsorg for sine patienter han havde det også for sit personale. Så selvom hun havde sagt til Christian at hun havde det godt, kunne hun godt se på hans ansigt, at han for længst havde gennemskuet hende. Hun blev revet ud af sine tanker da den første patient trådte ind af døren.

Det var også grunden til, at Lola havde valgt at tage på arbejde, for havde hun siddet derhjemme var hun brudt helt ned...
Formiddagen gik hurtigt og i frokostpausen googlede hun ferierejser. Hun var fast besluttet på, at nu var tiden kommet hvor hun skulle ud og rejse og Timmy var først blevet overrasket, men blev ellevildt da han opdagede at hans mor faktisk mente det.

"Lola har du tid et øjeblik?" Christian stod i døren med en kop kaffe i hånden. Lola kiggede op og nikkede... Hun tog sin ostemad i hånden og gik med ud i frokostrummet.
"Hvad er der galt?" spurgte Christian og før Lola nåede at svare, brød hun helt sammen.
Hun hulkede ligefrem og fik mellem snøft og hulk fremstammet, at hun i går havde mødtes med Jack men kort forinden havde fundet ud af, hvorfor hun aldrig havde hørt fra hverken Jack eller Lejla. Christian fik hele historien.
Christian rejste sig, tog noget køkkenrulle og gav det til Lola. "Hmm ved slet ikke hvad jeg skal mene om det", sagde Christian. Han satte sig igen og tog hendes hånd." Lola, jeg ved det er et hårdt slag, men du har levet for Jack, de sidste 13 ja vel 14 år... Nu er det på tide, at du ligger det bag dig og begynder at leve. Ikke mindst for Timmy´s skyld. Du er jo ung endnu. Har du aldrig tænkt på, at du kunne finde kærligheden igen?"
Lola kiggede op, ansigtet var badet i tårer, hun tog papiret og tørrede tårerne væk. "Nej Christian, det har jeg ikke. Jack var mit livs kærlighed og ingen, absolut ingen kan nogensinde få mit hjerte til at banke, som han gjorde".
"Det er jeg nu ikke så sikker på" sagde Christian med et skævt smil på læben." Man skal bare give sig selv lov. Hvad siger du til, at jeg giver middag i aften?"
Lola, tog sin hånd til sig, "Christian det var pænt af dig, men jeg kan desværre ikke". Telefonen ringede og Lola takkede vor herre for, at hun nu blev nød til at rejse sig.

Det var den gamle fru Madsen i røret, hun ønskede personlig samtale med lægen og ud fra kalenderen, kunne Lola se, at han godt lige kunne nå en telefonsamtale før næste patient. Lola stillede samtalen videre til Christian.

Lola fik øje på den lækre strand på computeren, hmm hvor mon de skulle rejse hen?
Lola havde aldrig været andre steder end i Polen og Danmark, så hun havde ingen erfaringer med charterferie..og pludselig gik et gys igennem hende, da tanken slog ned, at hun skulle bo på hotelværelse. Uanset hvor det var, ville det sætte alt for mange minder i gang og det ønskede hun ikke.
Lola lukkede siden ned og prøvede på at koncentrere sig om arbejdet, der var en masse blodprøver der skulle sendes, recepter der skulle skrives og da kl. var 16. havde hun et fuldstændig ryddet skrivebord. Lola rejse sig, vendte sig kort om og smilede ved synet af det nydelige skrivebord. Sådan var hun, pligtopfyldende og meget ansvarbevidst.
I forgangen bankede hun på Christian´s dør," jeg smutter vi ses i morgen". Christian kiggede op fra skrivebordet... "Ja tak for i dag, og du har ikke ombestemt dig, med hensyn til middagen i aften ? " Lola prøvede at finde smilet frem, "nej Christian, desværre".

Da Lola nåede igennem trafikken og kom hjem, sad Jack på trappen. "Jack, hvad fanden laver du her? Vil du godt være sød og gå din vej". Lola mærkede blodet stige i kroppen på hende og for første gang i ja 100 år, følte hun kun had over for denne mand. Han rejste sig fra trappen og tog fat i hendes arm." Sliiip mig", skreg Lola, "jeg ønsker ikke at se dig Jack og ønsker langt mindre at snakke med dig". "Så hør dog lige på mig", svarede Jack tilbage. .Lola rev sig fri og fortsatte op af trapperne. Jack var lige i hælene på hende." Lola for pokker, please, giv mig et øjeblik". "Neeeeej Jack gå din ve"j. Lola fumlede rundt med nøglerne men fik til sidst låst døren op, på vej ind, satte Jack et ben i døren. "Lola, du er aldrig blevet glemt, det skal du vide". Lola stoppede op, vendte sig om og kiggede Jack dybt i øjnene, i et sekund blev hun helt blød i knæene og varmen brusede op i hende igen. Inden hun nåede at reagerer på hendes egen krop og følelser, mærkede hun igen Jack´s læber mod hendes... Hun mærkede knæene gav efter og hun gengældte hans kys. Fornuften bankede hende dog brat til live og hun rev sig løs. Gå Jack, jeg magter ikke det her.
Jack så helt forskrækket ud og prøvede at sige noget. "Du må gå nu Jack, Timmy kan være her hvert øjeblik og han skal ikke se dig her". "Lola vi har lige kysset hinanden, giv mig en chance? Lad mig forklare, lad mig dog møde min søn??" Lola mistede fuldstændig fornuften og faldt i Jack´s arme. Hvor havde hun savnet hans kys og hans arme omkring hende, hun mistede jordforbindelse og nød hvert eneste sekund. Hvor længe de stod der i hinandens arme aner hun ikke, men ringetonen fra hendes mobil, vakte hende tilbage til verdenen. Hun slap Jack og fumlede i sin jakkelomme efter mobilen, Timmy stod der på mobilen. Hej skat, svarede Lola, Lola smilte ved tanken om hendes skønne søn... Det er okay svarede hun tilbage, vi ses senere.. Lola afsluttede og vidste ikke hvad hun nu lige skulle finde på..
"Var det Timmy", spurgte Jack, "Ja, han nåede ikke hjem før fodbold så jeg skulle ikke vente med mad" svarede Lola. . Lola vidste i samme sekund, at det lød dumt og sætningen næsten inviterede Jack indenfor, men lige i dette sekund var der ikke noget dumt, eller nogen fornuft eller noget i det hele taget udover Jack. Hun trak ham med ind i entreen og skubbede døren i. Inden hun nåede mere lå hun igen i hans arme.
Da de senere sad i sofaen. brussede hendes krop ikke af forelskelse, men mere af fryd. Nu havde hun lige gjort nøjagtig det samme over for Lejla, som hun i så mange år havde gjort mod hende. " Jack, du må gå nu". "Jamen jeg vil gerne fortælle om tiden efter dengang og jeg vil så gerne høre om Timmy". "Du skal gå nu", Lola hævede stemmen og Jack rejste sig. "Hvad med os to?" Der er ingen os to Jack.
Hun gik ud i entreen og lukkede døren op for ham, lige før han gik, trak hun i ham og kyssede ham nok engang. Hun var bagefter helt ør i kroppen og den skreg kun på Jack.. Alle de følelser hun havde gemt på i så mange år, væltede frem. Men hun ville være stærk og hævnplanen var i gang. Det gav ligesom også et ekstra sug i maven. For ikke nok med at hun nød hvert sekund Jack rørte ved hende, så nød hun også hævnen.

Da Jack var gået, gik hun til køleskabet og åbnede en kold øl, tændte for anlægget og nød musikken. Hun trissede ud på badeværelset for at tage sig et varmt bad. Senere iført pyjamas sad hun i sofaen med sin bærbar. Hun googlede igen på rejser og udlandsophold og hendes øjne faldt på en reklame i spalten til højre.

Nyd det smukke Finland
Bo hos en lokal familie
og se steder som kun de lokale
ser.
Billige rejser i uge 27-28 og 29.

Interesseret kontakt Ivan på 77.........

Ja hvorfor ikke, sagde Lola højt, "Hvad ? " sagde Timmy ude fra entreen, Lola havde slet ikke hørt Timmy komme hjem. "Kom", sagde Lola, Timmy gav Lola et knus på kinden, som han altid gjorde når han kom hjem og smed sig ned i sofaen ved siden af hende.

"Se sagde Lola og pegede på annoncen, kunne det ikke være vildt spændende?"
"Finland ??", Timmy kiggede på sin mor, som om hun var faldet ned fra himlen," mor, det mener du ikke vel?"
"Jo det gør jeg faktisk, Jeg lovede dig at vi nu skulle ud og rejse, men de der almindelige charterrejser siger mig ingenting". "Ingenting ?" , Timmy kiggede undrende på sin mor," jamen det kan du da ikke sige, vi har jo aldrig været nogen steder?"

Av June Moldt 23 apr 2012 12:56