Før lukketid!

Før lukketid!
af Jette Steen.

Om onsdagen, dagen før skærtorsdag, var jeg lige inde i byen for at købe nogle småting og da jeg havde set i avisen, at der skulle være en udstilling, med en af mine yndlingsmalere i en stor betonbygning i midtbyen, ville jeg lige slå et smut deromkring.
Jeg vidste godt nok, at jeg var lidt sent ude, idet udstillingen lukkede klokken 17.00. Men, jeg vidste også, at udstillingen ville være væk efter påske og jeg ville jo så gerne nå at se den.
Klokken 16.45 gik jeg ind af døren, hvor jeg til min store forbavselse opdagede, at jeg åbenbart var den eneste gæst. Men faktisk så passede det mig fint, for så havde jeg rigtig god ro til at fordybe mig i de mange malerier.
Mens jeg gik derinde, skulle jeg pludselig på toilettet og jeg begyndte at se mig omkring i lokalerne.
Jeg gik ned ad en lang gang og forbi en dør med høj musik, hvorefter jeg fortsatte ned til toiletterne, som lå langt væk, helt nede for enden af den lange gang.
Jeg smed hurtigt min jakke og taske i det tomme lokale, for derefter at gå ind på selve toilettet.
Da jeg var færdig og tog i døren, stod jeg pludselig med håndtaget og låsen i hånden. Jeg forsøgte at lirke det ind og få døren op, men intet ville lykkes. Jeg bankede et par gange på døren, mens jeg trykkede og hev i håndtaget.
Jeg så mig omkring, mens jeg forsøgte at berolige mig selv med, at jeg måtte slå koldt vand i blodet - der kom jo nok snart nogen.
Jeg så på døren, som var af jern og gik helt fra gulv til loft og ved nærmere eftertanke blev jeg mere og mere panisk.
Det var tæt på lukketid og jeg havde ikke mødt nogen, så mon der overhovedet var nogen, der vidste, at jeg var der?
Det eneste tegn på, at jeg var der, var min jakke og taske i rummet udenfor, hvor min mobiltelefon også lå.
Men, det var jo ikke særlig sandsynligt, at der var nogen, der skulle på toilettet på dette tidspunkt.
Pludselig bredte panikken sig og jeg bankede vildt og inderligt på døren, samtidig med at jeg drejede og hev i håndtaget. Imens gik lyset i loftet ud.
Jeg var tæt på at tude ved tanken om, hvad der kunne ske mig?
Der ville være påskelukket indtil næste onsdag og hvordan kunne jeg dog overleve derinde i otte dage?
Jeg så på uret. Jeg havde nu været derinde i et kvarter og jeg forsatte med at hamre og banke, som en gal.
Endelig lød der en spag kvindestemme, som på gebrokkent dansk spurgte: "Er noget gal?"
Jeg råbte med skinger stemme tilbage, at jeg stod med låsen til døren i hånden og ikke kunne komme ud.
Jeg vidste ikke rigtig, hvor meget, hun havde forstået, da hun pludselig svarede tilbage, at hun var rengøringshjælp og at alle de andre var gået.
Jeg bad hende om, at finde ud af at ringe til nogen, så jeg kunne komme ud, men til min store forskrækkelse, svarede hun ikke og jeg begyndte at råbe: "Hjælp, hjælp mig, jeg kan ikke komme ud", men ingen svarede.
Der gik nogen tid, hvorefter kvinden kom tilbage og råbte "jeg prover lige" og da jeg kunne høre, at hun stod derude og lirkede med et eller andet, spurgte jeg hende, hvad hun lavede?
Kvinden sagde "jeg hente li en anden" og jeg spekulerede på, hvad hun mon mente? Hun havde jo lige sagt, at der ikke var andre end hende derude.
Jeg råbte og spurgte, hvad hun mente, men igen fik jeg intet svar.
Det bankede i mit hoved og selv om jeg da nu troede på, at jeg nok skulle få hjælp, fløj angsten stadig igennem kroppen.
Lidt senere kunne jeg igen høre, at der blev lirket med noget derude og pludselig gik døren op.
Jeg styrtede dybt rystet ud og greb fat i min taske.
Jeg takkede hende dybt for indsatsen, mens jeg så med beundring på den spinkle kvindeskikkelse med værktøjskassen.
Rystende over hele kroppen gav jeg tårerne frit løb, mens jeg gik ud på gangen.
Jeg styrtede af sted, hen af den lange gang, med rengøringsdamen trissende efter mig og da vi nåede hoveddøren, lukkede hun mig lige så stille ud.
Da jeg endelig stod ude i dagslyset igen, så jeg op på den blå himmel og tog en dyb indånding, mens jeg tænkte på, hvor hurtigt det kan gå galt og hvor forsigtig man bør være.
Man bør altid forsikre sig om, at andre har set, at man er i lokalet og holde øje med tiden.
Men frem for alt, så lærte jeg fra den dag af, aldrig at gå nogen steder hen, uden at have min mobiltelefon på mig.

Av Jette Steen 19 apr 2012 11:59